Jeg har lært at vælge mine konflikter med stor omhu.
Jeg har lært, at jeg skal vælge mine kampe
Jeg har lært, at mine gode argumenter og synspunkter ikke altid er de eneste gode argumenter og synspunkter hvilket gør, at jeg skal være mindre fastlåst, lytte bedre og agere mere rummeligt. Ja, jeg prøver på det
Jeg har lært at være mere rummelig,
Jeg har lært, at jeg var et fordomsfuldt menneske. Jeg troede ikke jeg ville kunne lide mennesker, jeg var uenig eller ikke delte holdninger med. Jeg har over år opdaget, at jeg vældigt godt kan lide mine naboer, selv om vi har helt forskellige grundholdninger og værdisæt.
Jeg har lært, at jeg bør høre andres meninger før, jeg deler min egen.
Jeg har lært, at hvis noget betyder meget for nogen, behøver jeg ikke holde på mit.
Jeg har lært, at jeg ikke er så konsensussøgende, og at jeg bliver træt af lange debatter.
Gang på gang er jeg i løbet af årene blevet overrasket over mangfoldigheden af synsvinkler på en nærmest hvilken som helst sag der kan blive præsenteret ved vores bondemøder. Det er noget af et sociologisk studie at opleve, hvordan stemningen omkring sagerne kan skifte under en aften og især fra møde til møde, meget spændende og lærerigt...
Jeg er overrasket over, at det er så svært at få 50 voksne til at være enige.
Jeg har lært at blive bedre til at lytte (tror jeg)
Vi lever forskelligt
Jeg har lært at navigere (bedre!) i bofællesskabets utrolige variation af stilarter - lige fra aftalekultur, børneliv, voksensamvær, madlavningspræferencer til vaskekælderkø og rengøringsritualer.
Forskelligheder er spændende, positive og udfordrende.
Jeg er mest overrasket over, at man kan leve og organisere sig så forskelligt i familierne - og uanset så fungerer det. Og at der er så skiftende holdninger over tid til børneopdragelse, ansvarlighed og kommunikation.
Jeg er blevet mest overrasket over, hvor diverst liv leves – vi lever ikke ens, og det er noget af det, som gør det spændende at bo i bofællesskab.
Sammen kan vi det hele
Jeg har lært, at alle talenter kan bruges.
At seniorer/ældre er en særdeles vigtig ressource - de husker og har ro til at tænke over den helt rigtige løsning.
Jeg er blevet overrasket over, at det at vi har forskellige kompetencer gør, at vi kan løfte i flok, og ting der virker omfattende, kan vi klare i samlet flok.
Jeg har lært om mig selv, at det at have et socialt ansvar har betydning og at jeg virkelig godt kan lide at lave mad, ligesom det er af stor betydning for mig at levere en høj standard i forbindelse med praktiske opgaver
Jeg er blevet mest overrasket over, hvor meget vi egentlig kan som fællesskab. Det er for fedt.
Det som overrasker mig er det ansvar, som både store og små føler for hinanden
Det har overrasket mig, hvor mange fine organisatoriske strukturer der er bygget op for at få fællesskabet til at køre
Jeg er overrasket over, at det er lykkedes os at lave mad i vores fælleskøkken i 15 år uden at nogen har fået madforgiftning.