Jeg har lært, at jeg virkelig nyder at være en del af vores mangfoldige fællesskab. At jeg trives så godt med at bo i vores bofællesskab, at på trods af til tider irriterende bofæller og et hus, som ikke helt lever op til drømmen, så kan selv den fedeste villa ikke konkurrere med de mange skønne mennesker, og de fantastiske værdier og aktiviteter, vi har.
Hvad der har overrasket mig mest er, at jeg nærmest er blevet afhængig at det at være bofælle. De første år troede jeg vi kun ville bo her så længe børnene også boede her, og at vi naturligt, som følge af de flyttede hjemmefra, også ville flytte, men uha nej! Det har vist sig at være helt anderledes end jeg troede. Jeg kunne på ingen måde forstille mig at flytte, tanken kan gøre mig helt trist, fordi Stavnsbaandet er det bedste sted på jord. Jeg bliver bare så glad når bofælle-børnene råber HEJ og lige vil vise et smart spring på trampolinen - så er jeg helt lykkelig
Jeg følte mig hjemme fra første dag i Stavnsbåndet. Det har alligevel overrasket mig, hvordan jeg føler mig lidt mere hjemme for hver dag der går. Hvordan det at høre til stadig flytter sig. Selv nu efter 17 år i Bofællesskabet, udvikler følelsen af "hjem" sig for hver eneste dag. Jeg opdager stadig nye ting ved fællesskabet og nye sider af mig selv og af alle mine dejlige, unge, gamle, smukke, søde, kærlige bofæller. Tak for det.
Jeg er meget overrasket over, at så mange bofæller holder ferie sammen. Man skulle tro, at man har brug for en bofælle pause ind imellem. Men det er ret hyggeligt, når vi også holder ferier sammen.
Jeg overraskes over, hvor hurtigt nye familier falder til.
Jeg er overrasket over at have boet så længe samme sted. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er overrasket over at være blevet farumgenser.
Jeg er blevet mest overrasket over, at det er en ideel livsform. I alle livets faser. Det kom virkelig bag på mig. Hvor heldigt at jeg opdagede det.
